Cross-border air rescue


Navigation


Erfaringer flyver over grænsen

I EU-projektet “Cross Border Air Rescue” er der ikke bare to lande som kooperer, men også partner fra den offentlige og den private sektor. Luftambulancechef Leif Wiuff, fra det danske firma Falck er medlem af projektets styringskomite. Han fortæller hvor værdifuld erfaringer fra projektet er til den danske side.


Kan du fortælle hvordan du kom til ”Cross Border Air Rescue” og hvad er dine opgaver i projektet?
Jeg blev tilknyttet forsøget helt fra før opstarten, idet jeg på forskellig vis gennem mange år har haft med flyvning at gøre, men også en del års ansættelse på forskellige funktioner og geografier i Falcks Redningstjeneste.
Fra Falcks side har vi gennem flere år været opmærksomme på, at fremtidens danske præhospitals struktur, formentlig ville komme til at kræve indsættelse af lægehelikoptere til at understøtte den primære ambulancetjeneste, som tilfældet er i de øvrige europæiske lande. Det var derfor en kærkommen mulighed vi fik med at kunne indgå i dette projekt.
I Cross Border samarbejdet er jeg ansvarlig for den arbejdsgruppe der har med Teknisk infrastruktur at gøre. Gruppens opgave har været at få de tekniske og operative forhold til at fungere optimalt og sikkert F.eks elektronisk dataoverførsel og udkald af helikopteren fra Falcks vagtcentral i Kolding til Husum Leitstelle, - helikopterne er særskilt blevet udstyret med specielle dataradioer som bruges til overførsel af tekst, statusmeldinger, men også til verbal kommunikation. Dette udstyr er nu udviklet til også at kunne arbejde sammen med flyets navigationssystem og derved vil man helt automatisk kunne få indsatsadressen frem på navigationsanlægget straks efter at flyet er i luften på vej mod Danmark. Ligeledes er helikopteren satellitovervåget fra vagtcentralen og man kan konstant se den præcise position i forhold til de øvrige redningskøretøjer.
Gruppen har ligeledes arbejdet meget med at få hjemhentet alle de formelle tilladelser til operationer i dansk luftrum, - fået beskrevet egnede landepladser ved sygehusene og udarbejdet informationsmateriale til alle samarbejdspartnere om optimal kooperation på et skadested.

Hvilke fordele byder projektet til danske patienterne? Hvordan er projektet accepteret i Danmark?
Projektet giver mulighed for noget helt unikt i den sydlige del af Jylland, idet vi nu kan bringe både lægen og paramedicineren meget hurtig frem til et opgavested, - men også derefter at kunne medtage patienten visiteret direkte frem til det rette slutbehandlingssted. Sådanne helikoptermuligheder har man ikke andre steder i landet endnu.
Det er vores helt klare opfattelse at projektet er blevet yderst vel modtaget i Danmark, - på en måde der langt overgår mine egne personlige forventninger. Det har været yderst positivt at se hvordan alle samarbejdspartnere, har arbejdet yderst engageret og målrettet på at få succes med projektet på begge sider af landegrænsen.
Udfra de mange missioner der indtil nu er blevet fløjet til, kan vi se at behovet er der. Det har i rigtig mange tilfælde betydet at alvorligt tilskadekomne eller syge, har kunnet være hurtigt under effektivt behandling på opgavestedet, - men også at man har kunnet få dem hurtigt frem til det rette sygehus, ofte over lange afstande.

Til Falck air rescue er et nyt projekt. Hvilke erfaringer kunne Falck samle?
I dag dækker Falck ca. 85 % af ambulancetjenesten i danmark. Dette betyder at vi udfra de mange aktiviteter som vi dagligt har, - nøje kan følge en udvikling der peger på længere køreafstande, med en ofte meget tæt trafik til de færre og specialiserede hospitaler. Men også en meget uens dækning i landet af lægestøtte, -alt sammen væsentlige faktorer som understreger behovet for også at kunne få indført lægehelikoptere andre steder, som et supplement til hele den præhospitale tjeneste. Det Interregionale forsøg har bevist at man kan dække et meget stort geografisk område effektivt. Danmark er jo et land der er omgivet af meget vand, - vi har mange fjorde, bælter og øer, alt sammen forhold som man ikke behøver undvige når man går den direkte vej frem med en lægehelikopter, - så vi ser en meget stor gevinst i at indføre helikopterdækning i Danmark.

I øjeblikket bliver der lavet planer om at indføre luftredning i hele Danmark. Kan erfaringer lavet i projektet være nyttig?
Absolut, de erfaringer som er draget indtil nu, er delvis medtaget i den indstilling som Sundhedsstyrelsen har til den kommende præhospitale struktur i danmark. Rapportens del omkring lægehelikoptere er meget omfattende, og blandt andet taget udfra de erfaringer der er med Cross Border projektet, -gør at man nu indstiller at der afsættes budget til at etablere 4 lægehelikopter-stationer i Danmark. Aktiviteterne fra Niebøl, er jo yderst relevante erfaringer i forhold til de værende danske forhold.
Projektet har givet os mulighed for at lade nogle af de mest erfarne falck reddere blive uddannet til HEMS Crew-medlemmerne (HCM) og dermed også at virke på alle typer missioner for at samle værdifuld erfaring.
Fra mange politikere, potentielle samarbejdspartnere, pressen og en stor del af den danske befolkning oplever vi en stor og intensiveret interesse for projektet.

Top