Cross-border air rescue


Navigation


”Kende hinanden, lære af hinanden og støtte hinanden“

28.03.2007 – Helikopterbesætningens kunnen er afgørende for en vellykket indsats. Christian Müller-Ramcke, som er suppleant til projektstyregruppen for Deutsche Rettungsflugwacht e.V. (DRF), fortæller i interviewet, hvordan redningspersonalet i det tysk-danske INTERREG-projekt uddannes.


Hvordan er du kommet ind i ”Cross-Border Air Rescue”, og hvad er din opgave i projektet?

Siden 2003 har jeg arbejdet som souschef for det medicinske fagområde hos DRF, hvor jeg først og fremmest har med redningspersonalet og medicinsk udstyr at gøre. Allerede i 2000 undersøgte jeg som DRF’s regionsansvarlige mulighederne for et samarbejde med vores danske nabo på redningsområdet. De personlige kontakter fra dengang har været meget nyttige i “Cross-Border“-projektet.
Jeg har med projektets Arbejdspakke 5 at gøre, som arbejder på at forbedre redningspersonalets kvalifikationer. Aktuelt er det min opgave at undersøge økonomisk rentabilitet og bæredygtigheden af dette grænseoverskridende projekt.

Hvad skal redningspersonalet kunne?

DRF’s helikopterpiloter har tidligere bevist deres kunnen som piloter inden for militær eller politi. De har mindst 2.000 flyvetimer bag sig og har erfaring med lavtflyvning og landing i terræn. Regelmæssige kontrolflyvninger og årlige flyvningsrelaterede efteruddannelseskurser hører med til den løbende træning af vores piloter.
Alle vagtlæger er erfarne akutmedicinere, overvejende fra anæstesiområdet, der – ligesom redningsassistenterne – har mange års erfaring inden for jordredning.
HEMS Crew-medlemmerne (HCM), som er redningsassistenter med en særlig overbygningsuddannelse, er bindeled mellem flyvning og medicinsk behandling. De fungerer eksempelvis som støtte for piloterne med hensyn ved navigation og overvågning af luftrummet, og de kender akutprocedurerne ved uheld. De arbejder “hånd i hånd“ med vagtlægen under de indledende behandling og assisterer ved alle medicinske tiltag som for eksempel narkose. HCM kommunikerer med kontrolcentre og sygehuse, informerer de klinikker, der skal modtage patienterne, og organiserer nødvendige videretransporter til klinikkerne. Derfor skal især disse medarbejdere sprogtrænes til den grænseoverskridende tjeneste.

Det særlige ved projektet er jo dets grænseoverskridende karakter. Hvad gør De specielt for at kvalificere medlemmerne fra to forskellige lande?

Med hensyn til kvalificeringen fokuserer vi i første række på tre områder:
  • Danske sprogkurser for de tyske besætningsmedlemmer
  • Simulatortræninger med tysk og dansk personale
  • HCM-kurser for danske redningsassistenter
Simulatortræningen i november sidste år var et vigtigt element i det transnationale samarbejde. 24 danske og tyske deltagere trænede i realistiske nødhjælpsscenarier. Vi tilstræber især et gnidningsløst samarbejde og klar kommunikation på ulykkesstedet, fordi det er de afgørende faktorer i akutbehandlingen.
Endnu en vigtig virkning af projektet er den faglige udveksling mellem de tyske og danske læger og redningsassistenter. Der er forskellige retningslinjer for behandlingen af nødhjælpspatienter i de to lande. Men specielt samarbejdet i projektet medfører en erkendelse af, at ens egen måde ikke er den eneste rigtige. Mottoet “Kende hinanden, lære af hinanden og støtte hinanden“ afspejler tanken bag den transnationale træning.
Alle deltagerne i dette todages videreuddannelsesarrangement var uden undtagelse begejstrede, og der blev endnu samme dag truffet aftaler om yderligere simulatortræningsdage – denne gang i Danmark!

Hvordan bliver man HEMS Crew-medlem?

Vi har netop gennemført en omfattende procedure, hvor vi har udvalgt tre danske redningsassistenter, som skal uddannes til HCM. Der var oprindelig 50 ansøgere, og de skulle oversætte en tysk tekst om luftret, gennemgå psykologiske og medicinske test og demonstrere deres færdigheder i praktiske øvelser. Også under HCM-kurserne træder projektets grænseoverskridende karakter frem. Under uddannelsen får kursusdeltagerne gennemgået både dansk og tysk udstyr.


Top